Ingelise Ulrich ( g. Hinrichsen ) - MIT ARBEJDSLIV og PRIVATLIV SIDEN 1963

 Ang mit arbejdsliv

Efter studentereksamen rejste jeg til New Zealand i et halv år, hvor min søster og svoger boede, jeg rejste rundt og så det fantastiske smukke land.

Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på Den sociale Højskole i KBH. Og blev færdig i 1968.

Vi var flyttet til Herning, og jeg fik straks arbejde på Mødrehjælpen i Holstebro, hvor jeg skulle tale med alle, der søgte om abort. Hvis der blev givet afslag, skulle jeg på hjemmebesøg, for at tilbyde de hjælpeforanstaltninger, der var mulighed for. Det kunne være hjælp til tøj, barnevogn,vask af bleer mv. men der var også mulighed for at give uddannelseshjælp, så kvinden kunne få en relevant uddannelse, så hun bedre kunne klare udgiften til at forsørge et barn.

Det var en meget travl tid, inden den fri abort.

Derefter kom jeg på Herning Sygehus og arbejdede som socialrådgiver.

Vi flyttede til Randers, og jeg fik igen arbejde på sygehuset, hvor jeg var i 31 år.

Her arbejdede jeg hovedsaglig på organkirurgisk afd og lungeafdelingen.

Det var et meget alsidigt og varieret arbejde. Mange af mine patienter var ramt af en kræftsygdom. Jeg kunne vejlede dem og deres pårørende om pensionsforhold og muligheder for plejeorlov, og evt. hospice,hvis de var terminale, samt give støttesamtaler i det svære forløb.

En anden stor gruppe af min patienter var kvinder, som var opereret for brystkræft. Alle kvinderne fik tilbudt at tale med en socialrådgiver, og jeg kunne ansøge socialforvaltningen om bl.a. en brystprotese.

Kvinderne var naturligvis meget berørte over at have fået en livstruende sygdom, og de stillede mange spørgsmål, om hvordan de bedst kunnne fortælle dette til deres børn, om hvorledes de kunne klare deres arbejde, og om de kunne vende tilbage dertil. Dette og meget andet drøftede vi igennem.

Jeg oplyste patienten om, at hendes pensionskasse muligvis kunne udbetale et beløb i forbindelse med kritisk sygdom. Beløbet er skattefrit og kan bruges til at klare en periode med indtægtnedgang.

Jeg oplyste desuden om de tilbud, der gives fra Kræftens Bekæmpelse.

På Randers Centralsygehus har vi haft en årelang tradition for tæt samarbejde med foreningens frivillige vejledere. Det er kvinder, som selv har været ramt af brystkræft.

En gang om måneden havde vi åbent hus arrangement for de brystoprerede kvinder, som havde behov for at udveksle erfaringer eller drøfte et programsat emne med ligestillede. Der kom ca 15 kvinder hver gang og jeg kunne tilbyde individuel samtale, hvis der var brug for det.

Jeg prøvede som socialrådgiver at åbne op for de muligheder, der er, så patienterne kunne komme videre i deres liv efter endt behandling.

I de sidste 3 år af mit arbejdsliv, blev der på sygehuset oprettet et palliativt team, som jeg blev en del af.

Teamet bestod af læge, sygeplejerske, psykolog, socialrådgiver, fysioterapeut og sygehusets præst.

Det var meget positivt at være en del af dette, og vi kunne hjælpe hinanden med at finde nogle gode udveje på problemerne. Og jeg havde indtryk af at patienterne følte sig helt tygge i den svære situation.

Privat.

Jeg har i 59 år været gift, og min mand har i mange år været praktiserende læge i Randers. Vi holdt samtidig op med at arbejde i 2006, så vi fik mere tid til at besøge vore børn og børnebørn.

Vi har 3 børn, og 7 børnebørn og 2 oldebørn.

Vor ældste datter bor heldigvis i Åbenrå, hvor vores ældste barnebarn

også bor med sine børn, det har vi meget glæde af, vi skal til 4 års fødselsdag i næste uge.

Vore to drenge, der begge er ingeniører, har i mange år boet i udlandet, den ene i San Diego, og den anden i Singapore, så vi har været på mange rejser for at følge med i børnenes dagligdag.

Heldigvis kommer vor familie i Singapore hjem og bosætter sig i Virum, det glæder vi os meget til.

Mange hilsner

Ingelise

Hasing28@gmail.com. Tlf 20203997