Jørgen Nielsen - Lidt om mine seneste 60 år

 Jørgen Nielsen

På den private side levede jeg som single i studieårene, men blev siden gift med Else Marie, der har

arbejdet et langt liv som lærer for fysisk og mentalt handikappede. Vi har tre børn, Rasmus, som er

elektroingeniør specialiseret i IT, Karen, som er landskabsarkitekt og har et firma med haveservice i

Storkøbenhavn, og Martin, som er maskiningeniør med egen virksomhed som produktudvikler. Vi har

nu syv børnebørn, som fylder meget i vores liv.

Siden 1971 har vi boet i et hus i Birkerød, men ønsket om mere fri natur fik os i 1994 til at købe en

ødegård i Småland. Det er et originalt skovhusmandssted med to lader og 15 ha skov, eng og mose og

med 100 meter langs en sø, som Lagan-elven strømmer igennem. Der har vi tilbragt megen tid med

at ændre huset fra en ruin til et dejligt fristed med masser af udfoldelsesmuligheder for os alle.

Svampeture er et stort hit.

Else Marie finder dog Sverige lidt koldt og øde, og da en af vore venner, en professor fra Edinburgh,

spurgte om vi ville være med til at købe et hus i Frankrig, slog hun til, så siden 2001 har vi også haft

en ødegård i Auvergne, nær Vichy. For 10 år siden købte vi englænderen ud. Vi nyder meget den

franske kultur og det franske klima med lune sommeraftener. Ja – det er lidt meget, og vi er ved at

tænke på at komme af med noget af det. Det i Sverige bliver nok i familien, men det i Frankrig er der

ikke nogen, der interesseret i. Huset i Frankrig førte i øvrigt til kontakt til et vinslot i Bourgogne, hvor

jeg gennem omkring 10 år har været på vinhøst i en uge. Vinhøsten dér er en stor og munter

oplevelse. Det er desværre slut nu, da der er kommet ny ejerkreds med nye måder at gøre tingene

på.

Et par begivenheder har forstyrret billedet af et næsten forudsigeligt forløb. Da jeg var omkring 40 år,

fik jeg pludselig at vide, at jeg er adoptivbarn, og at min far var død. Jeg fik ved den lejlighed fire nye

søskende, med hvem jeg har alle fire bedsteforældre fælles. Jeg fik også kontakt til min biologiske

mor, som også har en anden søn – min halvbror. Jeg har nu et rigtig godt forhold til alle de tre

familier, jeg tilhører. Det er dog lidt af et problem, at familien nu er så stor, at det kan være svært at

holde forbindelsen så tæt, som vi gerne ville. Den nærmeste familie, min mor, mine brødre og min

søster, deres børn og børnebørn samt ægtefæller er nu mere end 80. Et højdepunkt i 2022 var dog,

at min mor, som bor i Randers, fyldte 100 år i meget fin form med både reception og fest for

familien.

Den anden begivenhed var en blodprop i hjertet, som jeg fik, da jeg var 62 år. Jeg havde slet ikke set

det komme. Jeg dyrker sport, er ikke overvægtig, har aldrig røget og mit kolesteroltal og blodtryk var

OK, men det er en svaghed i generne hos min biologiske familie. Jeg måtte gennem en firedobbelt

bypassoperation og selv om det er en slem omgang, hvor man virkelig er nede, så føler jeg mig nu

helt frisk og uden mén, så jeg spiller stadig fodbold to gange om ugen. Her på det seneste er jeg

tilmed begyndt at spille bordtennis to gange om ugen sammen med Knud Sant.

Med hensyn til uddannelse/arbejde gik jeg efter gymnasiet direkte ind på DTU og blev 4½ år senere

bygningsingeniør med speciale i bærende konstruktioner. Jeg fortsatte med en PhD-uddannelse med

siloteknik som emne. Efter et års militærtjeneste som menig i flyvevåbnet blev min første egentlige

ansættelse en tilbagevenden til DTU, først løst tilknyttet finansieret gennem ansøgninger til Statens

Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, senere som fastansat i en lektorstilling, hvor jeg dels havde

undervisning dels drev en forskningsgruppe med siloteknik.


Silospecialet førte mig ud i verden, først til internationale kongresser med en tur til Honolulu og

Australien som det mest eksotiske, dernæst som ekspert til analyse af skadede siloer i Sverige og

Irak. I Irak var jeg meget tæt på at havne som ét af Saddam Husseins gidsler. En af kontakterne fra

dengang, en kurdisk leder, endte i øvrigt som flygtning i Danmark med hele sin familie, som vi sætter

meget pris på. Her på mine gamle dage er jeg stadig aktiv med at udarbejde europæiske normer for

belastninger i siloer og tanke.

Efter 15 år på DTU blev jeg afdelingsleder/forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut, som

dengang var tilknyttet Boligministeriet, Energiministeriet og Landbrugsministeriet. Det blev et skifte

fra undervisning og grundforskning til anvendt forskning og myndighedsrådgivning, hvor jeg fx blev

blandet ind i en stramning af reglerne for sikkerheden i gyllebeholdere efter at én landsby og et par

åer havde modtaget udslip. Jeg fik også sæde i danske og udenlandske normudvalg – specielt

opbygningen af de nye europæiske konstruktionsnormer var en udfordring. Vi var også indblandet i

alle ministeriets programmer vedrørende udvikling af byggesektoren, men det mest spændende var

dog en udsendelse til Costa Rica i 2 år, hvor jeg var rådgiver på et projekt om etablering af et

byggeforskningsinstitut finansieret af DANIDA. Hele familien flyttede med. Det var en meget stor

oplevelse for os alle. Vi var rundt i alle hjørner af landet, som har en fantastisk biodiversitet, men

også byder på vanskelige levevilkår for mange almindelige mennesker. Hele familien fik tilmed et nyt

perspektiv på livet som borger i det lille smørhul, der hedder Danmark.

Da jeg blev 60 år, stod jeg af det administrative og havde fem fine år som forsker, inden jeg blev

pensioneret. Jeg er dog som adjungeret professor stadig tilknyttet Statens Byggeforskningsinstitut,

som nu er en del af Aalborg Universitet. Her trækker de stadig på mig, når der er sager, hvor de har

brug for min erfaring. Måske har i set mig i TV i forbindelse kollapser, fx af gamle altaner, hvor vi

bistår myndighederne med at vurdere behov for tiltag, så sikkerheden i byggeriet fortsat kan være

høj her i landet.

I nogle år efter pensionen brugte jeg megen tid på Ingeniører Uden Grænser, hvor jeg sad i

bestyrelsen og kørte et større projekt i Kenya finansieret af Bill & Melinda Gates Foundation. Jeg var i

den forbindelse i Kenya flere gange, og ligesom med opholdet i Costa Rica oplevede jeg den store

forskel, der er på at være turist og på at have et arbejde i disse lande.

Jeg er de seneste år blevet en del at et netværk ”Engineer the Future”, som arbejder for at fremme

interessen for tekniske fag, bl.a. i folkeskolen og gymnasier. Jeg nyder kontakten med unge

mennesker.

Det kunne måske lyde som om vi ubekymret nyder pensionisttilværelsen, men jeg synes, at

bekymringerne har stået - og står - i kø. CORONA´en gav megen frygt, og i lang tid troede vi, at det

kunne præge resten af vores liv. Det ser heldigvis ikke ud til at blive tilfældet. Så har vi fået krigen tæt

på – med krigsøkonomi. Det havde vi ikke drømt om – måske naivt. Vi ved slet ikke, hvordan det

ender, men det ser slemt ud. Vi er også begyndt at tænke mere over alderen. Vi synes, at de falder

tæt rundt om os, og det minder os om, at vi, når som helst, kan blive sat ud af spillet.

Forhåbentlig ses vi alle i Viborg til sommer – hvis vi lever så længe!

Birkerød, 2023-01-28

Jørgen

Comments

Popular posts from this blog

Vor klasse III Z - årgang 1963

Knud Sant: Forrygende 60 år er gået