Jørgen Olesen - Brudstykker af en gymnasielærers dagbog

 Brudstykker af en gymnasielærers dagbog

Jørgen Olesen

Jeg var glad for de tre år på Viborg Katedralskole og især livet på Kollegiet. Karl Olsen var sikkert

betænkelig ved mig, fordi jeg havde været til optagelsesprøve på grund af for høj alder. Og da

jeg så efter 14 dage kom og bad om fri til køreprøve i Skive, så han meget alvorlig ud.

Fra starten var jeg klar over, at matematikken var sagen for mig. I fysik dannede jeg forsøgshold

med Daniel. Jeg er ikke særligt praktisk, men det var Daniel. Vi delte derfor arbejdet, så han

lavede alle forsøgsopstillingerne, medens jeg tog mig af beregningerne og rapporternes

udformning. Det klarede vi vist meget godt.

Efter studentereksamen søgte jeg ind på Århus Universitet. Jeg havde forstået, at man skulle

have to fag, hvis man f. eks. ville undervise i gymnasiet. Så det blev matematik og fysik. Efter to

år var jeg stadig ikke blevet dus med fysikken, så jeg indså, at vore veje måtte skilles. Det var

min første skilsmisse. Heldigvis kunne man den gang nøjes med at studere ét fag, hvis man

valgte matematik, kemi, geografi eller biologi. Matematikken blev så løftet op på et særdeles

abstrakt niveau, men det måtte man lære at takle. Hvis jeg i dag kigger i min specialeopgave,

forstår jeg ikke ret meget af, hvad jeg skrev den gang.

Vi havde i studietiden lange sommerferier. Jeg arbejdede i en stor del af dem, men rejste derpå

ud i Europa for at opleve noget. Det foregik den gang ”på tommelfingeren”.

F. eks. var jeg i 1968 under det tjekkoslovakiske forår havnet i Prag den 21. august, hvor jeg

overnattede på et studenterkollegium på stue med to østtyske studerende. Vi hørte en del

flystøj om natten og tænkte, at der nok var en lufthavn tæt ved. Om morgenen var sporvognene

holdt op med at køre, og banegården var lukket på grund af troppetransporter. På den store

plads foran stimlede folk vredt sammen. En kampvogn dukkede op og drejede aggressivt

kanonrøret fra side til side. ”Jørgen, nu må du vist se at komme ud!” Jeg fandt en bus, der kørte

halvvejen til grænsen og derpå en bil med et tysk par, der skulle hjem.

Efter dimission i januar 1970 skulle værnepligten aftjenes. Det blev Civilforsvaret i Hillerød. Efter

pædagogikum blev jeg ansat på Vestre Borgerdydskole i Valby. Det første år gik med at vænne

mig til den Københavnske mentalitet og sætte mit taletempo op. Efter første år opdagede jeg, at

rektor havde ansat en ny dansk- og idrætslærer. Han hed for resten Arne Bech. Så var

anonymiteten væk.

Jeg tilbragte 40 år på skolen og fik aldrig taget mig sammen til at vende tilbage til hovedlandet.

Jeg gjorde mig umage med ikke at blive en kopi af Aaboe eller Elmue. Aabos måde at rette

opgaver på var for øvrigt ikke gået i min tid som gymnasielærer.

Halvvejs i forløbet dukkede computerne op, og efter at jeg havde sat mig ind i fænomenet, blev

jeg immatrikuleret på Københavns Universitet og fulgte forelæsninger og øvelser i datalogi

samtidig med, at jeg skulle passe den daglige undervisning. Det resulterede i en godkendelse til

undervisning i datalogi på min skole.

I mange år var jeg også skriftlig censor. Så fik man et godt indblik i, hvordan matematik gribes an

rundt om i landet. De jyske gymnasier var som regel solide.

I perioder havde jeg GSK-hold (gymnasial suppleringskursus). De bestod af studenter eller HF-

kursister, der skulle have matematik på et højere niveau for at kunne komme ind på visse

studier. Det var en ren svir at arrangere koncentreret undervisning for den slags kursister. De var

som regel højt motiverede og ”voksne”.

Jeg var også involveret i administrative opgaver, herunder bogdepot og

eksamensadministration.

De sidste år på skolen bar desværre præg af, at vi var et af de gymnasier, der havde rigtig mange

elever fra de såkaldt ikke-vestlige lande.

I begyndelsen af mit liv som gymnasielærer var jeg i kort tid gift med Lisbeth. Nogle år senere

traf jeg min nuværende hustru, Birthe, der efter nogle år med jurastudier var havnet som

oversygeplejerske på Kommunehospitalet. Vi har nu været gift i 45 år og har ingen børn.

I mange år har vi rejst rundt i Frankrig, og min fætters franske kone påstår, at vi kender Frankrig

meget bedre, end hun gør. Nu er det mest Mellemeuropa, vi besøger. Vi har netop været i den

østlige del af Niedersachsen og bl.a. beundret udsmykningen af et offentligt bygningsværk.

Kunstneren kommer fra det tysksprogede område, og hans navn kan aflæses her:

Birthe har i mange år været aktiv i Ældre Sagen. Jeg forsøger at hjælpe lidt. F.eks. er jeg hyret

som korrekturlæser på vores blad. Og jeg kan på baggrund af min datalogiperiode skrive

relevante it-programmer, der kan behandle. Man må sørge for at stimulere de små grå celler.

Jeg ser frem til et hyggeligt møde.