Kirsten Nordlund Bergman ( f. Andersen ): Et tilbageblik

 

Beretning fra Kirsten Nordlund Bergmann,  født Andersen.

 

Et tilbageblik:

Efter studentereksamen tog jeg 1 år til Tyskland, Düsseldorf, og var i huset hos en dejlig familie, hvor de voksne begge var læger. De havde virkelig gjort krigen med – og fortalte om den tid og hvor slemt det havde været.

Ægteparret lever ikke mere, men jeg har fortsat kontakt med datteren, og vi har besøgt hinanden.

Efter tiden hos dem søgte jeg til Köln, universitetet,  og klarede de sprogkurser man skulle bestå – for overhovedet at kunne søge ind – lige meget hvilket studium. På det tidspunkt kom der utrolig mange udenlandske studerende til Tyskland – fra hele verden, så det i sig selv var spændende.

På den tid var der ikke noget, der hed SU i udlandet, så jeg tog hjem igen, ½ år som lærervikar og så 3 år på Herning Seminarium, hvor jeg bl.a. havde tysk som linjefag. Sport og idræt havde en KÆMPE stjerne hos mig, og i stedet for at tage 1 år på DHL i København (Højskolen for Legemsøvelser – i dag Institut for Idræt) tog jeg igen til Köln, denne gang Deutsche Sporthochschule og tog en et-årig uddannelse for folkeskolelærere. Stadig ingen SU, men sommerferiejob og job i semesterferie og hjælp fra forældre og kæreste, så gik det. Mine tyske medstuderende forstod ikke, hvorfor jeg gjorde det, når det ikke medførte mere anciennitet og mere i løn. Det gjorde det nemlig for dem.

Fagligt gav det en masse, og jeg mødte MOTORIK, som slet ikke var fremme herhjemme  på det tidspunkt, men det var jeg så med til at starte i Danmark. Først dog et enkelt år i den kommunale folkeskole og så på øvelseskolen ved seminariet. Her var der tillid til og tro på lærerne, og vi fik rigtig lov til at udfolde os. Og jeg fik gang i motorik sammen med den daværende skolelæge og sundhedsplejerske. Spændende.

Derforuden underviste jeg i hele min lærertid i såvel tysk som idræt – og dansk som klasselærer i overbygningen. Og samarbejde med seminariet om uddannelsen af lærere - jo, jeg kunne lide mit job.

 

Den gang jeg vendte hjem fra Tyskland – til job - blev jeg gift med min kæreste. Ham havde jeg mødt i Herning i atletikmiljøet. Og efter hans soldatertid kom han tilbage til Herning og var ”skattemand”.

Vi fik 2 døtre, som har været ude omkring – er veluddannede – og nu er de tilbage i Herning som henholdsvis psykolog og ingeniør. De har forsynet os med 3 børnebørn, hvor den yngste skal konfirmeres her i foråret. Det er dejligt at have dem i nærheden og følge dem i deres færden.

 

Som sagt traf min mand og jeg hinanden på atletikbanen, og den sport er da også blevet en stor del af fritiden, både som træner og leder. Og er det stadig for mig. Jeg er med til at arrangere såvel løb som atletikstævner, og udvikle dem. Spændende. Og det omfattende arbejde har gjort, at klubben i dag har en flexjobber ansat med 14 ugentlige timer.

 

Derudover har vi rejst en del – ja ikke lige nu under corona, og vi er heller ikke rigtig kommet i gang igen, men det kommer nok. En af de helt store oplevelser var turen til Peru, i Inkaernes fodspor. Fantastisk. Og Cuba. ….. Mage til musikliv. Og vi kan godt lide at vandre, så stierne på Tenerife, Sydspanien, Mallorca,….. kan varmt anbefales.

 

NU:

Påsken 2023 har  min mand og jeg tilbragt i sommerhuset på Fur – som så mange gange før. I Påsken lukker vi rigtig op til sommeren, selv om vi også har været der både til nytår og i vinterferier.

Jeg nyder at gå de lange ture i naturen deroppe – sammen med min elskede hund. Desværre er det slut nu, da jeg  mistede ham i begyndelsen af marts, så  der er virkelig opstået et tomrum. Han og jeg motionerede om så at sige hinanden. Jeg går stadig morgentur og tur senere på dagen, for at holde mig i gang – og det er vigtigt for mig.

Rent helbredsmæssigt har jeg det fint – fik en ny hofte for 10 år siden, så jeg løber ikke mere, men går så meget desto mere. Midt juni skal jeg dog have en underlivsoperation – for at få det hele på plads igen – underlivet er noget nedsunket. Så vedrørende vores jubilæum ved jeg allerede, at jeg ikke deltager på skolen, men regner med at deltage på Salonen. Forhåbentligt.

 

Jeg glæder mig til at læse ”stilene” fra alle jer andre og ser frem til mødet i Viborg.