Niels Jørgen Heick - 1943-2022 - Bidrag fra hans kone Bodil.

 NIELS JØRGEN HEICK - 1/2 1943 - 20/5 2022


Efter studentereksamen var Niels Jørgen  (NJ) soldat og sergent i Holbæk i 2 år - blev forlovet med en Lis, som han derefter tog til Israel med, hvor de plukkede appelsiner og bomuld. Hjemme igen tog NJ på Askov Højskole - slog op med kæresten og blev kæreste med mig (Bodil) - drama😱

Efter Askov rejste NJ til København i 1966 - hvor han læste jura i 6 år - han og Bodil blev gift i 1967 (bl.a. for at kunne få en lejlighed) - boede på Christianshavn i 6 år - herefter 4 år i Tulstrup , 37 år i stort hus i Hillerød og fra 2013 lille nybygget enderækkehus ikke langt fra det store hus. -  Efter juridisk embedseksamen blev NJ ansat i ATP-huset i Hillerød, hvor han var ansat stort set alle årene i Lønmodtagernes Garantifond - stoppede i 2003 som 60-årig, da ATP var blevet for broget for ham - og der var god pensionsordning!

Pensionisttiden blev de første år, hvor Bodil stadig arbejdede; bl.a. brugt på Folkeuniversitetet i København, hvor han læste flere forskellige fag - der hjemme strøg han tøj og ordnede have, samt passede børnebørn ind imellem. -  Og som den store nyhedsfreak han var, blev der læst mange aviser hver dag - Politiken, Frederiksborg Amts Avis, Flensborg Avis og i weekenderne også Kristelig Dagblad.

NJ blev med årene ret optaget af grænselandet - kom i hovedbestyrelsen i Grænseforeningen og blev næstformand i den lokale Grænseforening i Hillerød. - Hvert år tog han og Bodil på 4-dages tur med den lokale forening til Sydslesvig. - Det ville NJ gerne - han var ellers ikke så meget for at forlade matriklen her - ville helst være hjemme - men Bodil fik ham dog lokket på nogle ferieture - senest i 2018 til Norge, som han nød meget - Bodil havde i mange år “plaget” om en tur derop, men det ville NJ ikke, for han havde 2 gange været i Bergen med ATP på EDB-kursus, og dér regnede det hver gang - principfast var han!

NJ og Bodil fik 2 børn - en pige f. 1973 og en dreng f. 1976 - de har beriget os med 4 skønne børnebørn.

I 2021 fik NJ konstateret uhelbredelig lungekræft (det er jo ikke alle, der ustraffet kan ryge i 55 år - han stoppede 9 år før diagnosen) - NJ blev behandlet hver 3.  uge med let kemo og immunterapi - da det ikke virkede mere, fik han 10 gange stråler - og alle regnede med, at han kunne få en god sommer - men han døde en god uge efter strålebehandlingen. -  Han var hele året ikke voldsomt påvirket af behandlingen - vi gik da ture hver dag lige indtil 2 dage, før han døde. - 

Da NJ jo var et meget privat menneske, fik vi desværre aldrig taget hul på en samtale om, at han skulle dø - han døde ganske uventet for personalet på hospitalet, hvor han blev indlagt dagen før, og det var også uventet for Bodil og børnene - men han og vi blev nok skånet for en del.

Comments

Popular posts from this blog

Knud Sant: Forrygende 60 år er gået

Vor klasse III Z - årgang 1963