Niels Jørgen Thøgersen - Lidt om årene 1963-2023
OM 60 ÅR PÅ FARTEN
Glimt af mine
oplevelser og udfordinger 1963-2023
Niels Jørgen
Thøgersen
Det var en særlig fornemmelse at slutte på Viborg
Katedralskole i 1963. Dejlige år var slut. Også dejlige år på Kollegiet. Nu skulle man ud i verden og stå på egne
ben! Jeg husker det, som var det i går.
Ja, jeg tænkte så meget over det, at jeg den sommer ikke fik taget mig sammen
til at få et sommerferiejob – modsat de tidligere år.
Egentlig ville jeg have været ingeniør. Det opgav jeg,
fordi det var så fyldt med matematik. Så kastede jeg min interesse på
astronomien – og læste meget om det. Men da jeg under et besøg på Aarhus
Universitet i 3. G mødte professor Rudkøbing på Observatoriet og fik at vide,
at de to første år var ren matematik, ja, så fløj den fugl også sin vej! Imellemtiden var min interesse for det
politiske blevet øget. Og universitetet havde få år tidligere startet med statskundskab.
Det første i Danmark. Det måtte være sagen. Og det blev det!
Jeg havde syv gode og interessante år på statskundskab.
Det var så nyt, at én af vore professorer, Poul Meyer, sagde til os, at ”I
må selv om, I anser jer for pionerer eller for forsøgskaniner. Jeg er sgu
ligeglad!”. Vi var i starten omkring
40, der kastede os over studiet. Da vi en del år senere, var tallet vel faldet
til under det halve.
Hele studiet igennem havde man mulighed for også at lave
andet ved siden af at stikke næsen i bøgerne hele tiden. Under 1. del var jeg de
første par år mest optaget af deltagelsen i organisationsarbejde for Een
Verdens Ungdom, også internationalt. Da
jeg mod slutningen af denne periode blev gift og fik et dejligt lille barn, fik
piben en noget anden lyd. Studiet fik én på hatten – jeg læste dag og næsten
nat. Og fik en god 1. dels eksamen til tiden. Derefter stod den på 2. del – og
ved siden af en god del arbejde for at tjene gode penge. Deltidslærer på
Herning Højskole ( samfundsfag, matematik (!) og russisk ) var, hvad jeg bød
på. Det samme på Folkeuniversitetet. Jeg havde også mit eget rejsebureau
APOLLON – det gav gode ture. Og mit speciale om ”De finsk-sovjetiske relationer
1944-68” gav mig en masse indsigt, jeg også senere havde meget nytte af.
Et halv års tid før den endelige eksamen blev jeg ansat
som adjunkt på Handelshøjskolen i Aarhus. Her var opgaven at starte undervisning
i Samfundsfag. Det havde man ikke tidligere haft. Nu var tiden inde, da Danmark
formentlig inden længe ville blive medlem af EF. Mine studerende var især
sprogstudenterne. Og de fleste af dem mødte jeg senere mange gange i mine år i
EF/EU.
Mens jeg var på Handelshøjskolen, var jeg også meget
aktivt involveret i Komiteen for Tilslutning til EF i 1971-72. Det gik som bekendt godt. Og fra foråret 1973
og resten af mit arbejdsliv var jeg ansat i EF. Først i 15 år som leder af EFs
kontor i København. Og senere som direktør i kommunikation i Bruxelles. Det var
en fantastisk tid. Begge dele !
Jeg synes, kommunikation er vigtig. Endda meget vigtig.
Hvis folk ikke forstår, hvad der sker, og føler, de ikke har indflydelse på
udviklingen, så kan de mærkeligste ting ske. Som jeg sagde både i København og
i Bruxelles: Mit job er at fortælle,
hvad alle de andre laver – eller ikke laver !
Og heldigvis havde jeg særdeles dygtige og energiske medarbejdere.
Vi fik masser fra hånden. Også i høj grad uden for både København og Bruxelles.
Vi lavede lokal-kontorer, togtur gennem hele landet, møder og konferencer med
alskens forskellige politikere, studierejser til Bruxelles, osv. Sjovt og lærerigt – og ikke altid nemt. I
EF/EU sager får man let ørerne i maskinen. Det var kun en yderligere stimulans.
Og i Bruxelles fik jeg for alvor sat gang i brugen af internettet, satellitter
til TV, en telefontjeneste hvor man gratis kunne ringe til fælles europæisk
nummer og få svar på hvad som helt om det europæiske, automatisk web-måling af alle vigtige medier,
osv. Det var meget interessant. Og til
min glæde eksisterer det fortsat nu 18 år efter min afgang.
Jeg besluttede at starte mit pensionist-liv, da jeg var
60. Jeg havde aftjent min arbejds-værnepligt i 32 år. En ny senior-epoke lå
foran mig. Og de forløbne 18 år har
været ligeså spændende og udfordrende. Gammel kærlighed ruster som bekendt
ikke, så Europa har fortsat stået på balkortet. Jeg har f.eks. i en periode
været formand for alle ca. 80 mill. europæiske expats rundt omkring i
verden. Jeg har også lavet mange ting
gennem mit eget kommunikationsfirma CON AMORE. Og har brugt meget tid på slægtsforskning
og Krønike-skrivning. Det begyndte
allerede i 1962 på Landsarkivet, da var gik i gymnasiet. Med internet er det i
dag blevet meget nemmere.
Privat var jeg gift med Karen fra 1966 til 1979. Vi fik 3
dejlige børn sammen. Claus og Lasse er historikere. Den ene er arkivar på
Stadarkivet i Odense siden 1997. Den anden er siden 2007 ansat på Den danske
Repræsenation / Ambassade i Bruxelles. Min yngste er min datter, Cecilie, der
nu er professor i motivations-psykologi ved Syddansk Universitet. Før den tid
var hun sammen med sin familie på et universitet i Perth i Australien. Hun og hendes græske mand har ”givet” os to
børnebørn – to piger på 17 og 13 år. Og
vi oplever som alle andre, at børnebørn er livets dessert 😊
Jeg blev senere gift med Liselotte. Vi har faktisk
perlebryllup i år. Det er 30 år! Og det skal naturligvis fejres på bedste vis. En
herlig tid har det været 😊
Vi har i årenes løb rejst rigtigt meget. Især efter jeg
blev senior. Vi har f.eks. indtil nu
været på 17 forskellige krydstogter rundt omkring i verden. Vi bor på 35. år i
Belgien – og er overmåde glade og tilfredse med det. Så vi tager nok 35 år mere
😊
Om sommeren nyder vi livet i og omkring vort sommerhus i Veddinge Bakker
ved Sejerøbugten.
Helbredsmæssigt har vi det godt. Der vandres og nydes.
Både hjemme og på mange ture rundt i Belgien og i Europa.
Vor motto har vi lånt af Gandhi: Lev som om du skal dø i morgen! Lær som om
du skal leve evigt.
Niels Jørgen Thøgersen
Comments
Post a Comment